|
|
|
Nakkesmerter
Smerter/stivhed i nakken skyldes ofte
irritationstilstande i nakkens muskler, led eller
bruskskive. Dette kan bl.a. opstå ved traume, en
hurtig uhensigtsmæssig bevægelse eller ved
længerevarende overbelastning.
Muskelspændinger (myoser)
Dette er en uhensigtsmæssig sammentrækning i enkelte
områder af musklen, hvilket medfører lokal smerte eller
henført smerte til andre steder på kroppen afhængigt af
myosens placering. Myoser opstår ved længerevarende
fejlbelastning af kroppen, stress eller i forbindelse
med nakkehold. Kiropraktisk behandling har god effekt.
Nakkehold
Nakkehold skyldes en irritation i de små nakkeled
og/eller en revne i bruskskiven. Dette medfører dårlig
bevægelse i leddet. Foruden nedsat bevægelse og smerter
fra leddet begynder muskulaturen omkring leddet ofte at
spænde (en slags beskyttelsesmekanisme), derfor kan der
nemt opstå en ond cirkel med smerter fra både muskler og
led. Hold i nakken er efter lændehold det hyppigst
forekommende symptom fra rygsøjlen. Symptomerne kan
blandt andet skyldes en længerevarende fejlbelastning af
nakken eller en hurtig uhensigtsmæssig bevægelse af
nakken. Kiropraktik er særdeles effektiv.
Holdningsrelaterede smerter
En dårlig holdning skyldes ofte muskulær ubalance
omkring nakke-skulderregionen. Typisk vil patienten stå
med fremskudt hovedstilling samt med en tendens til at
synke sammen i den midterste del af ryggen, hvorved
skuldrene glider frem. Syndromet opstår over lang tid og
kan f.eks. skyldes dårlig arbejdsstilling. Symptomerne
kommer langsomt snigende og de hyppigst forekommende er
hovedpine, nakke/rygsmerter, smerter omkring
skulderbladet og en diffus prikkende/sovende fornemmelse
i armen. Kiropraktisk behandling efterfulgt af
holdningskorrigerende øvelser har god effekt (se evt.
under træning).
Diskusprolaps
Dette er en skade i én eller flere af kroppens
bruskskiver (diskus). Den bløde kerne der ligger i
midten af bruskskiven siver ud og trykker på den
forbipasserende nerve. Der sker altså en prolabering af
kernen i diskus, derfor navnet diskusprolaps. Oftest
opstår skaden i lænden, mindre hyppigt i nakken og
sjældent i brystrygsøjlen. Ikke alle diskusprolapser
medfører smerte. Faktisk har 40 % af befolkningen over
40 år diskusprolaps i lænden uden at mærke noget til
det. Det typiske forløb, for de patienter der får
smerter, strækker sig over 3-6 måneder. Symptomerne kan
opstå pludseligt eller tage til over tid. Smerterne er i
den første periode værst i nakken, efterhånden som
nakkesmerterne klinger af dominerer armsmerterne.
Smerterne er af voldsom jagende karakter og vil tit
forstyrre nattesøvnen. Enkelte stillinger som f.eks. at
have armen tæt på kroppen, løftet over hovedet eller
sove i siddende stilling kan lindre symptomerne. Udover
smerte kan man i nogle tilfælde også føle sig svag i
armen samt have en ændret følesans i huden.
Diskusprolaps er forholdsvis sjældent hos ældre, hvis
symptomerne minder om prolaps, skyldes det ofte slidgigt
i rygsøjlen. Behandlingen af diskusprolaps er
smertestillende medicin kombineret med kiropraktik. Især
Mckenzie øvelser kan være gavnlige (se under
træning).
Kun en lille procentdel af patienterne har gavn af
operation.
Piskesmæld
Piskesmæld er ikke en diagnose, men betegner den
bevægelse som nakken og hovedet udsættes for, idet
hovedet slynges tilbage og dernæst fremover. Dette kan
f.eks. opstå ved et biluheld eller andre ulykker.
Symptomerne kan være lette og forbigående, men der er
nogle som pådrager sig mere alvorlige og langvarige
skader. Ofte sidder forstuvningen i nakkens led og
ledbånd, samt muskulaturen omkring hals og nakke.
Symptomerne kan variere meget fra individ til individ.
Hyppigt forekommende symptomer er nakkesmerter,
hovedpine, svimmelhed og koncentrationsbesvær.
Symptomudviklingen sker langsomt med kulmination 3-12
dage efter ulykken. I langt de fleste tilfælde vil
kiropraktisk behandling eller fysioterapi, efterfulgt af
et genoptræningsforløb, have god effekt. I enkelte
tilfælde hvor der evt. er brud på rygsøjlen eller
opstået svært tryk på nerverne, bør patienten visiteres
til ortopæd- eller neurokirurg.
 |
Ønsker du at få stillet en diagnose
- så kontakt mig på telefon 66 13 12 12
- eller benyt min
kontaktformular
|
|